I næste weekend skal vi høste årets forårshonning. Rapsen er afblomstret og selvom vores bier ikke har haft meget raps at trække på, skal det tages fra nu, så det ikke krystaliserer i tavlerne. Så får hverken vi eller bierne glæde af det.
Vi benyttede lejligheden til at gennemgå alle staderne, checke yngel og dronninger og flytte tavler med honning op øverst i stadet.
Det er ved at være meget længe siden, jeg sidst lavede et indlæg om vores bier. Men det er ikke fordi, der ikke er sket noget i mellemtiden...
Vi har de sidste par år arbejdet på en ny bigård, hvor bierne står lidt bedre, og hvor vi ikke skal flytte os så meget rundt for at passe dem. Bigården består af et rundt kvashegn med en indvendig diameter på ca 12 meter. inde i cirklen har vi lagt seks hævede fliser, hvor bistaderne skal stå, og en lille platform i midten, som kan bruges til arbejdsplads. På hele bunden af bigården ligger der ukrudtsdug og træflis, så der ikke vokser græs op omkring staderne.
Vi har flyttet de tre første familier ind i bigården. Den ene familie har haft en hård vinter, og har haft svært ved at vokse sig stor i forået. Men den er ved at komme sig efter den er blevet flyttet ud, hvor der er lidt mere lys.